H.A.P.P.Y. Coach’es
H.A.P.P.Y. planer og uddannelsen til H.A.P.P.Y. Coach er udviklet af belgieren Peter Vermeulen. Han er ph.d. i psykologi og klinisk pædagogisk videnskab, og har mere end 35 års erfaring indenfor autismeområdet. Han er grundlægger af “Autisme i kontekst” og har senest skrevet bogen “Autisme og den forudsigende hjerne.” Du kan læser mere på Peters hjemmeside, www.petervermeulen.be
At være H.A.P.P.Y. Coach kræver, at man har gennemført det to dages kursus til H.A.P.P.Y. Coach hos Lindberg Fenger Kursus- og Videnscenter, og at man har lavet, fremlagt og fået godkendt en konkret H.A.P.P.Y. Plan. Denne plan laves i samarbejde med et menneske med autisme. Læs mere om dette arbejde under fanen H.A.P.P.Y. plan her på siden. Både professionelle, der arbejder med mennesker med autisme, forældre eller andre pårørende eller mennesker med autisme kan tage kurset og blive H.A.P.P.Y. Coach.
Som H.A.P.P.Y. Coach er man trænet i at hjælpe mennesker med autisme til at have strategier for at opsøge positive følelser som glæde, lykke og taknemmelighed, så de bevidst kan påvirke deres livskvalitet positivt. De fleste ved godt, at glade følelser ligesom alle andre følelser er flygtige, men ikke alle ved, at vi selv har en stor indflydelse på, om vi oplever positive følelser. De kan ganske enkelt opsøges ved at fokusere på bestemte ting og særlige aktiviteter, som vi ved bringer disse følelser frem i os.
Mennesker med autisme kan have svært ved at få øje på disse ting. De kan have svært ved at planlægge dem, og de skal ofte have hjælp til at lave strategierne for, hvad de konkret kan gøre. Det hjælper en H.A.P.P.Y. Coach dem med.
Når H.A.P.P.Y. Coachen og mennesket med autisme i samarbejde har lavet H.A.P.P.Y. planen, kan coachen trække sig tilbage, fordi værktøjerne så er tilgængelige for mennesket med autisme, og de mennesker vedkommende har omkring sig.
At være H.A.P.P.Y. Coach handler om at vende den normale tankegang på hovedet. I stedet for at fokusere på de ting, som mennesket med autisme har svært ved, så skal fokus flyttes til, hvad der giver vedkommende glæde og lykke og rare oplevelser, og så skal der laves strategier for, hvordan disse følelser kan opsøges helt bevidst. Når det lykkes resulterer det ofte i, at mennesket med autisme føler, at vedkommende får større magt over eget liv og egen livskvalitet (empowerment) Mange føler, måske for første gang i deres liv, at de er gode nok som de er, at deres særinteresser giver dem glæde, og at det der giver dem glæde er helt ok, selvom det adskiller sig fra, hvad der giver neurotypiske mennesker glæde og lykke.
Som H.A.P.P.Y. Coach bruger man sin nysgerrighed til ved hjælp af spørgeskemaværktøjer at gå på opdagelse i det liv mennesket med autisme lever. I fællesskab med vedkommende undersøger og finder man ud af, hvad der giver glæde, lykke og livskvalitet, og hvilke strategier man skal lægge for at vedkommende kan opsøge flere af disse følelser ved hjælp af aktiviteter, genstande og lign. Strategierne skal tage udgangspunkt i de kompetencer og styrker mennesket med autisme allerede har eller i kompetencer de let kan tilegne sig. Fokus må aldrig være på problemer, udfordringer eller ting, de ikke mestrer i H.A.P.P.Y. planen. Det kan være nødvendigt at inddrage forældre eller andre mennesker omkring mennesket med autisme i arbejdet med H.A.P.P.Y. Planen afhængig af alder og funktionsniveau.
På kurset bliver du over to dage sat grundigt ind i baggrunden for H.A.P.P.Y. konceptet, du vil høre om autisme og velvære og om autistisk tænkning, og så vil du blive sat ind i de spørgeskemaer og værktøjer du skal bruge som H.A.P.P.Y. Coach, inden du bliver sendt hjem og lave din egen H.A.P.P.Y. Plan. Undervejs får du vejledning af Pia og du skal fremlægge din H.A.P.P.Y Plan inden endt kursus.
Pia Lindberg Fenger har fra begyndelsen af 2024 været certificeret til at uddanne H.A.P.P.Y. Coaches. Pia er pædagogisk konsulent med speciale indenfor autisme og ledsagende tilstande. Hun er oprindeligt uddannet pædagog, og har siden 1996 arbejdet indenfor handicapområdet med speciale i autisme. Hun har været leder på opholdssteder for både børn og voksne med autisme, og siden 2017 arbejdet som selvstændig konsulent med speciale i autismespektrum forstyrrelser og flere ledsagende tillægsdiagnoser. Pia har erfaringer med både børn og borgere på hele spektret, og har også kompetencer indenfor diverse tillægsdiagnoser som f.eks angst, depression, OCD, stress og søvnforstyrrelse.
Kurset til H.A.P.P.Y. Coach kan både bookes hos os i vores lokaler i Fredericia samt på Sjælland. Er i flere, der vil have kurset, kan det også afholdes hos jer efter aftale.